Contact us

Valtech direktør kigger tilbage på Corona, der trods krisen har bragt 5 nye kunder til bureauet

August 11, 2020

Det digitale konsulenthus Valtech, kan kigge tilbage på en tid med både organisatoriske omstruktureringer og en tilgang af ikke færre end 5 nye kunder.

Ny virkelighed

Da Covid-19 udbruddet havde lukket Danmark ned og sendt alle børn hjem i armene på deres forældre, sad den nybagte direktør for Valtech hjemme med to små piger, imens hustruen arbejdede i frontlinjen som sygeplejerske. Intet kunne have forberedt ham på hvad der var i vente for bureauet.

”Vi oplevede som alle andre behovet for en pludselig omstilling til en ny virkelighed, hvor vi lynhurtigt skulle arbejde hjemme alle sammen. På det praktiske plan var vi heldigvis godt forberedt. Alle vores systemer kører i skyen, og arbejdet kan vores konsulenter tage med på en laptop. Og som en del af en global organisation, er vi vant til at arbejde med folk, der ikke sidder ved siden af os,” fortæller administrerende direktør for Valtech Danmark, Michael Krogh-Schlichter fra det genåbnede Valtech kontor på Holmen.

”Men jeg skal da ikke sige mig fri for, at livet med mine to små piger der skulle balanceres med et travlt arbejdsliv gav sine udfordringer – og jeg har mange gange sendt en kærlig tanke til de pædagoger og skolelærere der normalt sikrer mig arbejdsro,” fortsætter han med et smil.

Da det danske samfund var lukket ned, var der ikke mange huller i det truende skydække. Virksomheder havde travlt med at nedskalere produktionen, og bureaubranchen kunne se ind i en markant reaktion herpå. Valtech gik ikke uberørt igennem denne fase, og måtte således som mange andre foretage en justering af organisationens sammensætning.

”Vi oplever, at en række eksisterende kunder foretog en næsten øjeblikkelig – og forventelig blivende - ændring i deres efterspørgsel for vores services. Og det måtte vi tage konsekvensen af,” beretter Michael med henvisning til den håndfuld stillinger der måttet nedlægges.

Han fortsætter: ”Men samtidig er vi i månederne før sommerferien lykkedes med at indgå aftaler med ikke færre end 5 nye kunder som tilsammen vil bringe os rigtigt meget arbejde – og for øvrigt på hver deres facon er nogle vanvittigt interessante virksomheder at arbejde med. Så efter et forår og sommer der for alle har føltes som en rutchebane, ser vi særdeles positivt på det resterende 2020, og ligeledes for 2021”.

Lange kunderelationer

Valtech er med sine 140 konsulenter fordelt på kontorerne i Aarhus og København blandt de absolut største bureauer i Danmark – men ikke altid blandt de mest omtalte. Og det kan der være en forklaring på.

”Vi lykkes med at skabe lange kunderelationer – flere af dem på mere end 10 år, og det er vi selvfølgelig hamrende stolte af. Men det er ikke hver dag, at vi kan blæse i trompeten og sige at vi har landet en ny kunde – og særligt ikke fem nye kunder, som alle er kommet til os indenfor et par måneder. Måske vi skulle arbejde mere med børnene kravlende rundt på os – det ser ud til at virke,” griner Michael Krogh-Schlichter.

En af de ting, som Valtech har kunnet observere – også internationalt – er at virksomhedernes fokus i udpræget grad er rettet mod tiltag der kan styrke deres kerneforretning. ”Fokus er skærpet, så vi ser markant aktivitet indenfor digitalisering af kerneprocesser som salg, kundehåndtering og kundeservice – bl.a. igennem styrkelse af kundeoplevelser og nedbringelse af costdrivers. Og når virksomhederne kommer til os med den type opgaver, så er vi en værdifuld samarbejdspartner, hvilket vores meritter også fortæller, hvis ikke i overskrifter, så i substans. Corona er – også til stadighed – et uhyrligt væsen. Men på sin vis har det skærpet vores kunders fokus – og det har allerede nu vist sig, at komme os til gode” lyder det fra direktøren.

5 nye kunder

De nye kunder bureauet har fået i hus spænder over produktion, NGO og uddannelse. De forventes at bringe bureauet i omegnen af 30 mio/år.

”Vi står bag vores kunder og kan ikke nævne dem ved navn. Det må være op til kunderne selv at kommunikere deres digitale projekter hvis og når de er klar til det. Vi er meget glade og stolte over at få lov til at arbejde med hver eneste af dem,” afslutter Michael Krogh-Schlichter.

Om Valtech

Valtech er et af Danmarks førende digitale bureauer, der med kontorer i København og Aarhus i dag tæller over 150 medarbejdere fordelt på over 30 forskellige nationaliteter. Valtech indgår i den globale Valtech Group med godt 3000 medarbejdere på 40 kontorer verden over i bl.a. London, Paris, Amsterdam, Geneve, Stockholm, New York, Toronto, Sao Paolo, Buenos Aires, Bangalore og Singapore. Den danske kundeliste omfatter bl.a. Coloplast, Nykredit, Grundfos, Novo, GN Store Nord, Pandora og Wonderful Copenhagen.”

Kontakt:

Pernille Jacobsen – Marketing Consultant – tlf. 5020 2567

Michael Krogh-Schlichter – administrerende direktør – tlf. 2224 9942

Contact us

We would love to hear from you! Please fill out the form and the nearest person from office will contact you. 
Should you need an alternative format and/or communication support to provide feedback please contact Sheree Atcheson.

Let's reinvent the future